2 - Morgenen
Skrevet af Dorthe d. September 08 2006 21:24:42
Klokken tyve minutter i 6 lørdag morgen blev vi begge vækket af en yderst utilfreds undulat, der var blevet lukket inde. De passede ham ikke ret godt, da han helst ville op på toppen af buret på det tidspunkt. Han gik i krig med at tæske løs på samtlige bjælder i buret og fik os vækket. Faldt dog lidt i søvn igen, men kun indtil klokken syv, hvor en ambulance med udrykning vækkede mig. Den holdt vist lige nedenfor opgangen. Det lød i hvert fald meget tydeligt. Halv otte opgav jeg at falde i søvn igen og gik i bad. Selvom jeg var frygtelig træt. Efter morgenmaden kom min mor og hentede os. Turen gik til London Shop i Ballerup Centret, hvor vi skulle have lagt make-up og sat håret. Det var noget af en oplevelse at blive kræset sådan om. Jeg startede nede i kælderen, hvor jeg skulle have lagt make-up hos kosmetologen. Imens sad min mor ovenpå hos frisøren. Susanne var blevet officiel smukkesering-fotograf og fór frem og tilbage og tog billede af hele vores forvandling. Det var helt fantastisk at ligge på den bløde briks nede hos kosmetologen med dejlig afstressende musik i baggrunden. Jeg tænkte ikke på bryllup og havde ingen nerver på overhovedet. Jeg slappede bare fuldstændig af og nød forkælelsen. Det er helt sikkert noget jeg vil benytte mig af til den næste store fest jeg skal til. Efter at have fået lagt make-up byttede min mor og jeg plads. Så kom turen til håret og det var virkelig en god og sød frisør der satte det på mig. Jeg havde jo ikke fået nogen prøveopsætning, men undervejs viste hun mig hele tiden hvad hun lavede og det var virkelig godt.
Efter vores lille forvandling tog vi en bid at spise i centret – så lidt underligt ud at vi sad med opsat hår og fuld krigsmaling og spiste pizza og drak cola med sugerør! Fik i hvert fald en hel del opmærksomhed.
Da vi kom tilbage lejligheden gik der ikke længe før blomsterhandleren kom med min brudebuket og brystbuketterne til min far, stedfar og svigerfar. Og wow hvor var den brudebuket bare smuk. Lige som jeg havde drømt om den skulle være. Men også enormt tung! Men må man jo lide for skønheden. Herefter kom Susanne i tøjet, fik sat hår og lagt make-up. Min mor kom i tøjet og derefter var det min tur til at komme i min store smukke brudekjole. Min mor og Susanne havde lidt besvær med at få skærfet til at sidde som det skulle og med at få bundet den ordentlig på ryggen, men det lykkedes helt perfekt alligevel. Da jeg var kommet i kjolen tog min mor sin taske frem og gav mig et armbånd som hendes storebror havde lavet til hende til hendes konfirmation. En armring i 14 karat guld, som jeg altid har sagt at jeg godt kunne tænke mig at arve fra hende. Men på min bryllupsdag fik jeg den! Og var ovenud lykkelig for den – den passede nemlig perfekt til min kjole. Da vi så min far komme blev jeg placeret stående på sengen og min mor lagde kjolen udover sengen, så man rigtig kunne se den. Der stod jeg så, da min far trådte ind i soveværelser. Lidt ondt gjort mod ham, for vi vidste godt at han ville brude sammen over synet. Og ganske rigtig.